Hjemmelavet ingefærte

Nogle dage med tandpine fik mig til morgen til at eksperimentere med hjemmelavet ingefærte. Jeg havde i forvejen set på forskellige sider med husråd, at både kamille og ingefær anbefales til forskellige problemer med bisserne, hvor smertestillende piller enten er utilstrækkelige eller uønskede. Så jeg tænkte – hvorfor ikke kombinere de to. Jeg lå tilfældigvis inde med både kamillete (i poseform) og en pose med tørret ingefær, og det blev derfor hovedingrendienserne i min kreation:

Frandzen’s Velbalancerede Ingefærte for Alt Muligt Godt

1 Krus Kogende Vand (laves på postevand, evt. kildevand – bør ikke laves på mineralvand med brus)
1 Pose Kamillete
3-4 tsk. (el. efter behov) Knust Tørret Ingefær
1-2 tsk. Sukker

Ingredienserne blandes sammen i det kogende vand og trækker gerne i 6-8 minutter. Ingefærkrydderiet kan i princippet kommes direkte i vandet, men et te-æg kan overvejes. Sukker kan evt. tilsættes efter kamille og ingefær har trukket, så smagen kan justeres.

Effekt?

Ja, hvordan fungerede det så? Jeg synes faktisk, at det havde en på samme tid lindrende og forfriskende effekt på tænderne. Samtidig hjalp det tilsyneladende lidt på humøret, som nok var lidt påvirket af tandpinen. Både ingefær og kamille har ry for at have en lang række positive effekter på kroppen, særligt i forbindelse med symptombehandling. Således kan det bidrage til at få kroppen i balance og lindre let smerte, hvor der er behov.

Til sidst vil jeg gentage det råd, som alle giver – og ingen gider høre på: Hvis der er problemer med tænderne – så gå til tandlægen. Tandpine går meget sjældent væk af sig selv, og mens Frandzen’s Velbalancerede Ingefærte for Alt Muligt Godt måske kan få det til at føles sådan i en kort periode, er det formentlig en stakket frist.

Held og lykke med det

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.