Anmeldelse: Shakespeares Ghost

William Shakespeares mange kendte stykker blev ikke skrevet af Shakespeare selv men af den samtidige digter Christopher Marlowe, hvis død i 1593 i virkeligheden var et fupnummer. Det er grundfortællingen i London Toast Theatres “Shakespeares Ghost” som pt. kan ses på Teatret ved Sorte Hest.

Plakat for Shakespeares Ghost
Plakat for Shakespeares Ghost

Kvinden bag London Toast Theatre, Vivienne McKee, har i anledning af 400-året for William Shakespeares død skrevet forestillingen Shakespeares Ghost. Titlen refererer til teorien om, at Shakespeare havde et “Ghost” til at skrive sine stykker, mens han selv kun var frontmanden (jf. “Ghostwriter”). Der er selvsagt tale om en ret kontroversiel teori, som jeg tidligere har skrevet om her på siden, og som afvises af de fleste Shakespeare-eksperter.

McKee virker imidlertid overbevist om, at manden bag Shakespeare i virkeligheden hed Christophe Marlowe, og forestillingen er som sådan et 75 minutter langt forsvar for netop denne teori.

Rammen for stykket er et fiktivt møde mellem Elizabeth I’s legendariske spy-master Sir Francis Walsingham og politimanden Maunders i dagene efter Shakespeares død i 1616. Maunders fortæller om Shakespeares død og begravelse, men undrer sig over manglen på mindeord og mandens ret nedtonede begravelse i Stratford on Avon. Han spørger også sig selv, hvordan Shakespeare – søn af en handskemager – mon havde tilegnet sig den store viden om alverdens forhold, som han så rigt deler ud af i sine stykker. Shakespeares testamente bliver også nævnt, herunder det totale fravær af bøger i den ellers udførlige opremsning af hans jordiske gods.

Portræt af ung mand, formentlig forestillende Christopher Marlowe - var han Shakespeares Ghost?
Portræt malet 1585 – forestiller formentlig Christopher Marlowe – var han Shakespeares Ghost?

Samtalen falder derefter på Marlowe – et vidunder, som ifølge den etablerede historie blev dræbt under et værtshusslagsmål i 1593. Marlowe opfandt, fortælles det, blankverset, som Shakespeare også gjorde så stor brug af i sine værker. Han var berejst og belæst, og han havde efter sigende også arbejdet som spion for Elizabeth I og Walsinghams efterretningstjeneste. Maunders synes dog,  der var noget mistænkeligt ved Marlowes død, som fandt sted samtidig med, at han var under efterforskning for blasfemi.

Tiden skrues derefter tilbage til dagene omkring Marlowes død i 1593. Hovedpersonen er nu Marlowe, som man over 3 scener følger. Først i samtale med Walter Raleigh i fængslet, derefter en morgen på Rose Theatre, hvor han møder en benovet skuespiller, William Shakespeare, og sidst i et værelse på en kro i Deptford, hvor han sammen med nogle af Walsinghams folk planlægger sin egen død og forsvinden. Til sidst er året igen 1616, hvor trådene samles og Walsingham nærmest indrømmer overfor sin underordnede, at Marlowe stadig er i live, og bor hos Walsinghams fætter Thomas.

Stykket er forholdsvist underholdende med lidt spænding, humor og masser af referencer til Shakespeares og Marlowes værker. Skuespillerne David Bateson, Linford Brown og Bennet Thorpe spiller deres vekslende roller helt ok og med en klar diktion, som gør, at de fleste kan følge med i det ordrige engelske stykke. 

Men hvordan hænger det nu sammen med den rigtige historie?

Var Marlowe bagmanden?

Stykkets argumenter for Marlowe (eller imod Shakespeare) baserer sig primært på fire forhold:

  • Der var ingen mindeord i aviser eller bøger umiddelbart efter Shakespeares død, hvilket antyder, at han ikke var specielt kendt eller respekteret i teaterkredse
  • Shakespeares værker er fyldt med blankvers og jambiske pentametre, en stil som Marlowe, ifølge stykket, opfandt
  • Shakespeare har ikke haft forudsætningerne for at kunne skrive om fremmede lande, jura, adel osv.
  • Der er ingen bøger nævnt i Shakespeares testamente.

Ingen mindeord
Det bruges som et argument mod Shakespeare, at der ingen mindeord var at finde fra hans venner, kollegaer osv. i tiden umiddelbart efter hans død. Som om teaterverdenen var ganske ligeglade med manden fra Stratford, som ellers  skulle være en af de største skuespilforfattere, verden har set.

I moderne tider ville fraværet af mindeord ganske rigtigt være bemærkelsesværdigt. Men i starten af 1600-tallet var den slags faktisk primært forbeholdt adel og nogle af kirkens folk. Skuespilforfattere havde ikke en status som gjorde, at man hyldede dem posthumt i aviser med videre. Faktisk var det af dramatikere i de år kun Marlowe og Robert Greene, som fik opmærksomhed i forbindelse med deres død, og det var ikke i form af hyldester af deres værkers skønhed. Andre kendte skuespilforfattere i samme generation som John Webster, Henry Chettle og John Ford fik så lidt opmærksomhed, at man den dag i dag ikke med sikkerhed ved, hvornår de døde, og andre som fx. Thomas Middleton (d. 1627), blev først hyldet på skrift 13 år efter sin død.

Sagen er derudover, at Shakespeare faktisk var genstand for stor hyldest efter sin død, blot ikke i tiden umiddelbart efter. Shakespeare-monumentet i Stratford stod opført i 1623, hvor den såkaldte første folio udgave af hans værker også udkom med en dedikation af kollegaen og vennen Ben Johnson. Der blev i 1620erne endvidere udgivet en række værker af andre dramatikere med referencer og ros til Shakespeare, og når regnestykket gøres op, er det et faktum, at få eller ingen dramatikere modtog større hyldest end netop Shakespeare.

Blankvers

Blankvers er en form for urimet jambisk versemål, som ifølge Maunders i Shakespeares Ghost blev opfundet af Marlowe. Det er da også korrekt, at Marlowe anvendte det flittigt og var med til at perfektionere stilen. Blankvers sås imidlertid allerede omkring 1540 – godt 25 år før Marlowe blev født – Henry Howard anvendte det i sin oversættelse af Æneiden. Thomas Norton og Thomas Sackville anvendte det derefter i deres stykke Gorboduc i 1561. Blankvers er i sig selv en form for jambisk pentameter, og dette sås anvendt i det engelske sprog allerede af Geoffrey Chaucer i 1300-tallet. Mens Marlowe således excellerede i denne form for vers, var han ikke dets opfinder, og der er ikke noget mærkværdigt i, at Shakespeare benyttede sig af samme teknik, som i slutningen af 1500-tallet kom på mode blandt dramatikere og digtere.

Shakespeares uddannelse

Det antydes i stykket, at Shakespeare umuligt kunne have den tilstrækkelige viden til at kunne skrive om Italien, om livet nær hoffet og så videre. Shakespeare var jo søn af en handskemager fra en by langt fra de etablerede universiteter og andre gode skoler. Der er imidlertid flere forhold, der taler imod denne teori.

For det første var Stratford ikke en udørk bestående af uuddannede bønder. Tværtimod tyder de historiske dokumenter på, at byen var forholdsvis kulturel og at der blandt Shakespeares naboer var boghandlere, jurister, handelsmænd osv. med forbindelser til de bedre kredse i London. Derudover var der i den helt almindelige skolegang, som sønner af den bedre middelklasse modtog, fokus på lige præcis de klassiske dyder, digte og historier, som Shakespeare baserer en stor del af sine værker på. Som et eksempel har man i byen Stratfords arkiver fundet et brev, skrevet ca. 1600 af den 11-årige søn til en af Shakespeares nærmeste venner og naboer. Brevet er skrevet på latin og handler om en passage fra Ciceros “Epistolae ad Familiares”. Der er ingen grund til at antage, at Shakespeare ikke skulle have modtaget en tilsvarende skolegang, og at han allerede i en ung alder var velbevandret i latin og de litterære klassikere.

Ingen bøger i testamentet

Shakespeares testamente indeholdt udførlige lister over løsøre i hans hjem og specifikke instrukser om fx. “min næstbedste seng” osv. (den skulle konen i øvrigt have) Men der var ingen referencer til bøger af nogen art – bemærkelsesværdigt, med tanke på hvor belæst han måtte have været, for at kunne skrive sine stykker.

Mens man kan undre sig over udeladelsen, er den ikke usædvanlig. En af tidens allermest lærde mænd, som selv har været i spil som mulig bagmand til Shakespeare, var sir Francis Bacon. Men heller ikke i hans testamente finder man nogle referencer til de bøger, som man ved, han må have haft. For nogle år siden foretog forskerne E.J.A. Honigmann og Susan Brock en gennemgang af samtlige tilgængelige testamenter fra personer med tilknytning til teaterverdenen i Shakespeares samtid. Fjorten af dem tilhørte skuespilforfattere, og af disse 14 var der kun 3, som nævnte nogen former for bøger i deres testamenter. Det ville altså have været mere usædvanligt, hvis Shakespeare i sit testamente havde nævnt bøger overhovedet.

Så var det Marlowe?

Nej, det var det nok ikke. Shakespeares Ghost fremhæver på behændig vis de umiddelbare argumenter for Marlowe, men undlader at grave spadestikket dybere. Og gør man det, hænger argumenterne ikke længere sammen. Shakespeare havde med al sandsynlighed en tilstrækkelig uddannelse til at kunne skrive sin stykker. Han modtog større hyldest end nogen anden dramatiker i sin samtid, blot ikke i aviser eller på tryk umiddelbart efter sin død – og det ville faktisk også have været usædvanligt. Marlowe skrev blankvers, og det gjorde Shakespeare også. Men det var ikke Marlowes opfindelse, og i øvrigt var der flere andre, som  benyttede sig af samme stil. Og fraværet af bøger i Shakespeares testamente er på ingen måde usædvanligt sammenlignet med andre testamenter fra samme tidsperiode.  Jeg er fortsat ikke i tvivl om, at Shakespeare – så at sige – var Shakespeare.

Når det er sagt, følte jeg mig glimrende underholdt i de 75 minutter, som stykket varede. Man følte  sig hensat til tiden omkring år 1600, og skuespillerne kan deres engelske teatertradition. Og det er altid værd at opleve.

Skriv et svar