Vælg en side

I dag har pave Benedikt XVI (den sekstende) så offentliggjort sin intention om at træde tilbage som pave den 28. februar 2013 kl. 20:00. Han henviser i sin fratrædelseserklæring til sin fremskredne alder, og han er da også allerede i dag (og ved sin endelige abdiceren den 28. februar) den fjerdeældste pave nogensinde.

Alligevel er det en højest usædvanlig handling, som da også har overrasket alle “eksperter”, “italiens-kendere”, osv. I den katolske kirkes to-tusindeårige historie er kun godt en håndfuld paver fratrådt (mens de stadig var i live), og ikke alle frivilligt.

Pave Pontian

Den første pave som efter sigende fratrådte var pave Pontian I, som blev valgt til pave den 21. juli 230. Han abdicerede i september 235, efter at være blevet forvist til Sardinien af kejser Maximinus under forfølgelserne af de kristne i Rom. Han døde allerede måneden efter.

Pave Benedikt IX

Benedikt IX er formentlig en af de mest notoriske paver i historien, og han nåede at være pave ikke mindre end tre gange! I 1032 blev han tildelt pavestolen i en alder af kun tyve år(!), som resultat af de groteske magtspil, der dengang prægede livet i kirken og i Rom. I 1044 blev han afsat og efterfulgt af Sylvester III, men allerede året efter genindtog han tronen, og blev siddende i lidt over én måned(!), før han solgte(!) jobbet som pave til sin gudfar Johannes Gratianus, der tog titlen Gregorius VI. Gregorius holdt dog ikke længere end til december 1046, hvor han selv blev tvunget væk. I november 1047 generobrede Benedikt IX så for anden gang pavetronen, og kunne nu nyde sejrens sødme indtil juli 1048, hvor han definitivt blev bortvist af germanske styrker.

Pave Celestin V

Celestin V var noget så usædvanligt som en modvillig pave. Født Pietro Angelerio i 1215, havde han siden en ung alder levet livet som benediktinsk munk, og han oprettede i 1244 sin egen asketiske munkeorden, der senere blev kendt som Celestinerne (den blev opløst i 1820). I april 1292 døde pave Nikolaus IV, men to år efter havde kardinalerne endnu ikke valgt hans efterfølger, og Pietro Angelerio sendte dem et brev, hvori han truede dem med guddommeligt bål og brand, hvis de ikke snart valgte en efterfølger. Brevet beseglede hans egen skæbne, for det endte med at kardinalerne – nogle siger i desperation og frygt – valgte ham. Ifølge nogle kilder forsøgte han endog at flygte, da det stod klart, at han skulle være den næste pave.

Allerede efter kun et halvt år trak han sig atter tilbage til ensomheden som munk, men ikke før han havde bekræftet et tidligere dekret, som lagde retningslinjerne for valg af pave. Dekretet indstiftede den praksis, hvormed kardinalerne ved det konklave, der skal udpege en pave, lukkes inde indtil en pave er valgt; hvilket dog ikke fuldstændigt har forhindret langstrakte pavevalg siden da. Han sørgede også for at udstede et andet dekret, som eksplicit tillader en pave at abdicere – hvilket han så selv blev den første til at gøre efter de nye regler. Kort tid efter sin fratræden som pave blev Celestin V sat i fangenskab af efterfølgeren, Bonifatius VIII, og han døde i maj 1296 i Fumone-borgen nær Ferentino – myrdet på Bonifatius ordre, ifølge nogle overleveringer.

Pave Gregorius XII

Gregorius XII, født Angelo Corraro, blev valgt til pave i 1406 midt under det såkaldte “store skisma”, hvor der sad i pave i Rom og en anti-pave i Avignon. I 1409 valgte kardinalerne tilmed endnu en pave i Pisa, hvorefter tre nominelle paver kæmpede om retten til at være St. Peters sande arvtager.  For at bryde dødvandet valgte Gregorius XII imidlertid at træde tilbage ved kirkemødet i Konstanz i 1415. Han levede efterfølgende et par tilsyneladende fredelig år i Ancona før han døde i oktober 1417 i en forholdsvis høj alder.

Benedikt XVI

Og den 28. februar 2013 bliver Benedikt XVI så den første pave siden Gregorius XII i 1415, som frivilligt frasiger sig St. Peters trone, og det med den tilsyneladende kedeligste – men også meget reelle – begrundelse i den katolske kirkes historie: han er blevet gammel og træt.