Polarekspeditionernes (uheldige) helte: Salomon August Andrée

En juli-dag i 1897 lettede tre svenskere i deres ballon fra et sted i det nordvestlige Svalbard. Bortset fra enkelte små beskeder, som besætningen sendte de næste to dage, gik der 33 år før verden fik kendskab til deres triste skæbne.

Historien er fuld af både tragiske og utrolige historier om opdagelsesrejsende som enten har mødt deres endeligt under ulidelige forhold, eller som har trodset elementerne og overlevet mod alle odds. Jeg har for nylig læst om tre af den tidlige polarforsknings mindre heldige ekspeditioner, som hver især fik ganske forskellige afslutninger. Jeg vil i den kommende tid skrive lidt om dem her – første artikel handler om den i dag mindre kendte svenske ingeniør S. A. Andrées ballonfærd i 1897.

Andrée-ekspeditionen

Salomon August Andrée var en svensk ingeniør, som ikke ville stå tilbage for nordmanden Fridtjof Nansens berømmede ekspeditioner mod det høje nord. Med hjælp fra sponsorer fik han derfor organiseret en ballonfærd, som skulle føre ham og to besætningsmedlemmer fra Svalbard-arkipelaget i Ishavet til enten Canada eller Rusland – og med lidt held, skulle turen føre dem direkte over Nordpolen.

Andrée var en ihærdig ballonflyver, som dog ikke havde haft meget held på sine tidligere – og væsentligt mindre udfordrende – ture ud i det blå. Hans flyvninger fra Göteborg eller Stockholm endte således ofte midt ude i Østersøen, med ballonen svævende faretruende nær vandskorpen en stor del af tiden. En af årsagerne var tilsyneladende en dårlig styremekanisme på hans ballon,  som han imidlertid selv var overbevist om virkede effektivt og sikkert, og som derfor blev installeret på Örnen, hvilket var navnet på ballonen, der skulle føre dem sikkert over Nordpolen. Et andet problem var, at selve ballonen lækkede hydrogen alt for hurtigt, hvilket gjorde, at den formentlig kun ville kunne holde sig i luften halvt så længe som planlagt.

Efter et afbrudt forsøg på at komme afsted i sommeren 1896 forsøgte Andrée sig igen i 1897, dog med to nye besætningsmedlemmer, Nils Strindberg og Knut Frænkel, to unge og forholdsvis uerfarne svenskere med en god teknisk og videnskabelig indsigt, men uden nogen særlig erfaring med praktisk polarforskning og de ekstreme vejr- og naturforhold i polarregionen.

Set i tilbageblik var ekspeditionen dømt til at fejle – og det gjorde den. Den 11. juli 1897 lettede Örnen fra Danskøen i det nordvestlige Svalbard, men allerede inden for de første minutter kunne tilskuere se besætningen smide over 700 kg udstyr og ballast blot for at holde ballonen svævende oven vande. Det viste sig så at være for meget, og ballonen steg til 700 meters højde, hvilket var mere end den var bygget til, og hvilket fik den vigtige hydrogen til at sive endnu hurtigere ud af ballonens utætheder, på grund af det lavere lufttryk.

Besætningen fik sendt enkelte meldinger fra ballonen i løbet af det første døgn, ved hjælp af bøjer og duer, men beskederne var alle korte og nævnte ikke noget om de problemer, som der tydeligvis havde været allerede fra starten. Måske ville Andrée ikke gøre sponsorerne urolige – måske havde han bevæget sig så langt ind i en selvskabt virkelighed, at han ikke forstod, hvor kritisk situationen virkelig var. Efter kun cirka 51 timer og 29 minutter crashede ballonen på pakisen omkring 83nde længdegrad  – stille og roligt, så hverken besætning eller det fine tekniske udstyr kom til skade, men uden chance for at komme i luften igen.

Heldigvis var ballonen lastet med rigelige mængder forsyninger, herunder slæder, mad, snesko, våben, et telt, en lille båd, osv. så der var endnu håb. Nordpolen var for langt væk, til at de ville gøre forsøget “til bens”; til gengæld havde ekspeditionen for en sikkerheds skyld fået lagt nøddepoter ud på Syvøerne, den nordligste øgruppe i Svalbard-arkipelaget, og længere mod øst på Kap Flora på Northbrookøen i Frans Josef Land. De tre blev en uge i deres “lejr” midt ude på i pakisen, mens de pakkede deres slæder og drøftede, hvad de skulle gøre – til sidst blev de enige om at forsøge på at nå Kap Flora, ud fra en fejlagtig antagelse om, at der var nogenlunde lige langt til de to depoter fra deres crash site. Realiteten var, at Kap Flora var væsentligt længere væk.

Andrée, Strindberg og Frænkel pakkede deres slæder, men med så meget oppakning (ca. 200kg per slæde), at det var hårdt og svært at transportere i det vilde terræn med ujævn is og steder, hvor de måtte tage båden over små stykker åbent vand. Efter en uge besluttede de sig for at dumpe en del af udstyret, så de kom ned på “kun” 130kg per slæde. Efter godt to uger med vindforhold som konstant havde modarbejdet deres forsøg på at nå Kap Flora, blev de tre uheldige polarforskere enige om at “vende om” og satse på Syvøerne i stedet. Efter endnu en måned stod det dem dog klart, at vind og strøm gjorde det nærmest umuligt at nå både det ene eller det andet depot inden den hårde vinter for alvor satte ind.

De byggede derfor en “hytte” på en stor isflage, som i en lille måned førte dem sydpå , men den 2. oktober begyndte isen at bryde op, og de så sig nødsaget til at gå i land på Kvitøya lidt øst for Svalbards hovedøer, og blive på denne øde og vilde ø for vinteren. De blev der til deres dages ende – som viste sig at være ganske få dage, efter de var gået i land.

Og hvordan kender vi så til så mange detaljer om den uheldsramte ekspedition, som kun havde givet lyd fra sig i de første to dage efter afgangen fra Danskøen den 11. juli 1897. Jo, efter 33 år med sporadiske eftersøgninger og spekulationer om hvad der blev af de tre ballonfarere, fandt Braatvag-ekspeditionen i august 1930 resterne af Andrée’s ekspedition på Kvitøya, herunder Andrée’s, Strindberg’s og Frænkel’s optegnelser og dagbøger. En måned senere ankom M/K Isbjørn til øen, og dennes besætning fandt bl.a. en metalæske med store mængder af forholdsvis ubeskadiget film, som senere kunne fremkaldes. Disse optegnelser har givet eftertiden et unikt indblik i en fortabt ekspeditions sidste tid, men – lidt frustrerende, når resten er så gennemdokumenteret – desværre er optegnelserne fra ankomsten til Kvitøya usammenhængende og beskadigede, og giver ikke noget klart svar på, hvorfor de tilsyneladende alle var døde efter få dage med fast jord under føderne efter at have overlevet på isen i tre måneder.

Flere forskere har givet deres bud på ekspeditionens endeligt. De fleste har gættet på, at ekspeditionsmedlemmerne alle døde af en eller flere sygdomme, bl.a. ormesygdommen Trichinella som kan smitte gennem indtagelse af (halv)råt isbjørnekød. Så sent som i år har en forsker fra svenske Karolinska-instuttet dog afvist, at Trichinella skulle være årsagen, i det hun mener, at analyse af tøjresterne tyder på, at de blev dræbt af isbjørne. Som jeg læser forstår det, er sagen endnu ikke fuldt opklaret.

Andrée-ekspeditionen var måske dømt til at fejle fra starten, og der blev truffet uheldige, ja decideret dårlige, beslutninger undervejs. Men et eller andet sted må jeg stadig have en dyb respekt for de tre mænd, som på trods af deres begrænsede erfaringer med det ekstreme miljø, som de fandt sig selv i, efter ballonen var crashet, alligevel overlevede tre måneder på pakisen i det højeste nord.  Ære være deres minde.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.