Dobbeltmord og kildekritik

Journalisten Peer Kaae udgav for nylig bogen “Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej” om det officielt uopklarede og meget voldsomme dobbeltmord på kontorchef Vilhelm Jacobsen og hustru Inger Margrethe den 19. februar 1948. Bogen blev heftigt markedsført og har ligget på bestseller-listerne lige siden.

Selv fik jeg bogen for nogle uger siden, og læste den over et par aftenener. Den er velskrevet og tilsyneladende godt researchet, om end det i sidste ende bliver problematisk, at forfatteren, for at få adgang til arkivmateriale, har måtte skrive under på en erklæring, som forhindrer ham i at give de allermest kritiske oplysninger. Den hovedmistænkte benævnes derfor Hr. X, hvilket er noget utilfredsstillende for læseren, særligt da det ikke skorter på navngivne mistænkte.  Dette lille minus uanset, fornyede bogen min interesse for selve sagen, som jeg tidligere har læst om hist og pist.

Århundredets kriminalsag?

Kort fortalt handler sagen om et bestialsk dobbeltmord på den respekterede kontorchef i English House, Vilhelm Jacobsen, og dennes kone Inger Margrethe, i deres hjem på Peter Bangs Vej 74 i februar 1948. Ofrenes ansigter var smadret til ukendelighed, og deres lig var arrangeret med stokke på en måde, som af nogle er blevet opfattet som nærmest rituelt. Morderen (eller morderne) så i øvrigt ud til at have brugt en del tid i lejligheden efter mordene, hvor der tilsyneladende blev fjernet, slettet og konstrueret(!) spor, hvilket kun har bidraget til at øge forvirringen – hvad skal man f.eks. lægge i, at morderen har klippet i gardinsnore og el-kabler – når ingen af disse har været brugt til mordene, og ingen af dem efterfølgende er fundet i lejligheden?

Forfattere og “amatørdetektiver” med interesse for dobbeltmordet har i mere end tredive år præsenteret teorier om emnet, hvoraf nogle fint kan måle sig med de mere fantasifulde og “vilde” teorier om de mere kendte Whitechapel mord i 1889 (Jack the Ripper). Bl.a. har den navnkundige revolverjournalist (som Kaae omtaler ham) Erik Haaest skrevet hele tre bøger om emnet, Dines Bogø har holdt et hav af foredrag og forfattet artikler om emnet, og det utraditionelle forfatterpar Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach udgav i 2007 bogen “Den Sidste Aktion”, om mordet og mange andre kriminalgåder.

Den sidste aktion

Bogen af Jensen og Bartenbach er på sin vis den mest interessante af de bøger, som er skrevet om emnet, i det forfatterne formår at koble en række uløste og højprofilerede mord fra midten af det 20. århundrede sammen, så det hele i sidste ende handler om opgør efter 2. verdenskrig, hemmelige efterretningstjenester og konspirationer med deltagelse af kendte politikere og skuespillere – bl.a. skulle John Hahn Petersen have været chef for en hemmelig national efterretningtjeneste, Rex, hvilket kom noget bag på mig, da jeg læste bogen. Bogen præsenterer også en teori angående morderens identitet i.f.m. det ligeledes meget omtalte Lock-Hansen mord i 1967, og fortæller at den notoriske (dobbelt?)agent fra 2. verdenskrig “Jane” Horney, ikke som hidtil antaget blev likvideret på en fiskerbåd ud for Höganäs i januar 1945, men tværtimod overlevede krigen og først døde i 2003 efter en lang karriere i internationalt diplomati og spionage. Mht. dobbeltmordet er det mest overraskende nok, at ofrene, ifølge “Den Sidste Aktion”, slet ikke var ægteparret Jacobsen, men derimod fru Jacobsens søster (der var altså kun ét mord – og søsteren skulle i øvrigt være Buster Larsens hemmelige moder), mens ægteparret selv, med efterretningsvæsenets hjælp, flygtede ud af landet og bosatte sig i Sydamerika. De skulle ifølge denne teori være døde i 1970erne og ligge begravet på en kirkegård i Ukraine(!) af alle steder.

Et twist på denne historie er, at kunstneren Peter Wendelboe, ifølge eget udsagn, over en årrække har forsynet forfatterne til “Den sidste aktion” med forfalsket og direkte hjemmelavet “dokumentation”, samt at forfatterne har brugt dette meget ukritisk. Denne sag var tilbage i 2007 tema for en udgave af “Den 11. time” på DR2.

Forfatterne lægger i “Den sidste aktion” vægt på, at de har “vidnefaste beviser” for de mange påstande, som i rigtig mange tilfælde er i total modstrid med, hvad tidligere forskere og historikere er kommet frem til. Så vidt jeg kan se, er de “vidnefaste beviser” i de fleste tilfælde nylige erklæringer og udsagn fra enkeltpersoner, hvis troværdighed tilsyneladende ikke vurderes særlig højt af andre, der har beskæftiget sig med sagen. Andre igen er i en eller anden grad anonyme, hvilket gør det svært at vurdere sandhedsværdien af deres udsagn. Endnu andre dele af materialet er ifølge Peter Wendelboe forfalsket fra hans hånd, og således ubrugeligt som beviser. Men det er åbenbart nok for forfatterne, som heller ikke er blege for at kalde andre navngivne forfattere, myndighedspersoner, journalister, medier, m.v. for “rotter”, “løgnere”, “til grin”, osv. fordi de har valgt ikke at tro på de data og konklusioner som anføres i “Den sidste aktion” og parrets andre bøger. Selv har jeg det sådan, at hvis ens egen sag er god nok, behøver man ikke nedværdige sig til mudderkastning – men sådan er folk så forskellige – eller også er deres sager ikke gode nok.

Interessant

Sagen som sådan er stadig interessant for de, som holder af kriminalgåder fra det virkelige liv, for lige præcis Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej (eller hvad det nu var) byder på flere vinkler og mærkelige begivenheder end de fleste. Samtidig beskæftiger mange af teorierne om mordet sig med bredere forhold fra krigs- og efterkrigsårene, og er derfor også en kilde til oplysninger om bl.a. modstandsbevægelse, opgør med stikkere og den organiserede kriminalitet som kulminerede med den såkaldte Edderkopsag i 1948-49.

Links

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.