Plakat for filmen Tini - El Gran Cambio de Violetta med skuespillerinden Martina Stoessel i forgrunden

Violetta – Den store forandring – Premiere 3. november

Den 3. november kommer endelig den længe ventede afslutning på Violetta, den argentiske Disney-serie, som har taget en verden af piger mellem 6 og 14 år med storm – og som er ganske ukendt for stort set alle andre.

Teknisk set er der ikke tale om en afslutning, men om en fortsættelse i form af en biograffilm med titlen “Violetta – Den store forandring”. Det er denne, som får premiere i Danmark den 3. november. Filmens oprindelige titel er “Tini: El Gran Cambio de Violetta”, og den danske oversættelse ødelægger faktisk lidt af pointen. Tini er, som de fleste fans vil vide, et kælenavn for Martina Stoessel, skuespillerinden bag Violetta. Filmen er, med referencen til både Tini og Violetta, et forsøg på at få Stoessel til at krydse over fra et decideret børnepublikum til et lidt mere modent et af slagsen. Lidt som Miley Cyrus/Hannah Montana i sin tid, men med lidt mindre chokeffekt. Tini har dog allerede vist visse mere sprælske takter.

For mig – webmasteren – markerer filmen en nostalgisk afslutning på noget særligt. Ikke fordi jeg selv har fulgt Violetta/Tini i tykt og tyndt, men fordi min datter har gjort det i voldsom grad. Kulminationen var, da vi sidste år så Violetta live i Hamburg. Jeg har tidligere skrevet lidt om Violetta Live og om seriens betydning for udbredelsen af det spanske sprog til helt nye målgrupper.

Men nu har datteren så også spurgt igen og igen om, hvornår “Violetta – Den store forandring ” får dansk premiere. Ja, faktisk har hun spurgt til den spanske titel “Tini: El Gran Cambio de Violetta”. Jeg er lige ved at tro, at hun kunne finde på at foretrække at se den uden danske stemmer. Men nu skal det være. 3. november er datoen. Hun har allerede spurgt, om hun må få fri, hvis premieren er om formiddagen. I sådan en situation er det jo lige ved, at man giver sig, men jeg tror nu nok, at vi finder på noget andet.

I filmen medvirker, udover Martina Stoessel selv, flere af hendes medskuespillere fra serien. Bl.a. Jorge Blanco (Leon), Mercedes Lambre (Ludmilla), Diego Ramos (German, Violettas far) og Carla Alonso (Angie, Violettas moster og – fra afsnit 240 – papmor). I en ny rolle ses også Sofia Carson, en af de nye stjerner på Disney-himlen, som sidste år fik sin gennembrud som Evie i den populære film Descendants.

Som bonus-info kan det nævnes, at filmens soundtrack også har gået sin sejrsgang verden over. I Argentina fik det guldplade allerede på udgivelsesdagen og nåede førstepladsen på albumhitlisten. På de europæiske hitlister her det bl.a. opnået en tredjeplads (i Østrig) og et par sjettepladser (i Italien og Tyskland).

Skriv et svar