Vælg en side

Mange danske butiksikoner har skiftet navn flere gange i tidens løb. Navne, der for 15 år siden var hvermandseje er i dag helt forsvundet – men butikkerne findes ofte endnu. Her er en lille oversigt over nogle af de butikker, der har skiftet navn gennem tiden.

Anva: En mindre kæde af store varehuse grundlagt af FDB og Hovedstadens brugsforening i 1950. Mest kendt var filialen mellem Axeltorv og Tivoli i København, som lukkede i 1987, der hvor højhusbyggeriet Axel Towers ligger i dag – tidligere lå underholdningscenteret Scala på samme sted. Anva-filialen i Esbjerg blev i 1988 til Midt-I centret og afdelingen i Odense blev til OBS! i 1975.

ComputerCity: ComputerCity lukkede efter 24 år på det danske marked i 2017. Den sidste af kædens ti varehuse, butikken i Glostrup, lukkede den 11. maj 2017. Det var oprindeligt planen at omdanne Glostrup-afdelingen til lagerbutik for den svenske lavpriskæde NetOnNet, men dette blev droppet, inden det nåede at blive ført ud i livet.

Dreisler: Jysk købmandskæde, som med ni butikker i bl.a. Frederikshavn, Hjørring og Viborg, i en periode var markedsledende i Nordjylland. De ni Dreisler Storkøb-butikker, som de da hed, blev i 2005 solgt til Dagrofa og var per 2007 en del af Superbest-kæden.

FONA: Grundlagt i 1926 i en kælder på Christianshavn. Resterne overtages af El-Giganten i 2016. Det er i øvrigt en sejlivet myte, at FONA var en del af det gamle Fonnesbech-stormagasin på Strøget pga. de lignende navne og fordi flagskibsbutikken FONA 2000 ligger i Fonnesbechs gamle lokaler. Historien har dog intet på sig.

Electric City: Opkøbt 2007 af El-Giganten.

Electronic World: Opkøbt af El-Giganten i 2005. Tre af fem butikker blev ændret til El-Giganten (Kolding, Viby og Taastrup), mens to (Odense og Esbjerg) lukkede.

Favør: Kæde af uafhængige købmænd som i 2001 gik over til SuperBest.

Fredgaard: Fredgaard blev grundlagt i 1937 og konkurrerede i mange år direkte med den lidt ældre FONA. I 2001 fusionerede de to kæder, og Fredgaard-navnet forsvandt i 2003.

Inspiration: Isenkræmmerkæden Inspiration havde ved sit ophør i 2017 45 butikker rundt om i landet. Det var planen, at kæden skulle sælges i sin helhed til konkurrenten Imerco, men dette blev ikke accepteret af konkurrencemyndighederne. I stedet endte det med, at 25 af kædens butikker blev til Imerco, mens de resterende 20 blev til den nye kæde Værsgo.  Værsgo holdt ikke længe, og i september 2019 blev halvdelen af kædens butikker overtaget af Kop & Kande, mens de resterende lukkede kort tid efter.

Irma: Irma er en snart tidligere dansk supermarkedskæde, grundlagt i 1886. Kæden har i hele sin levetid, med undtagelse af årene 2007-2013, udelukkende haft butikker på Sjælland. Ejeren, Coop, annoncerede den 31. januar 2023, at Irma som selvstændig kæde vil lukke ned i løbet af 2023. Ni af kædens butikker vil blive en del af den nye kæde Coop (en fusion med Kvickly og Superbrugsen), 28 bliver til 365discount, 11 til Brugsen mens de resterende 17 lukker helt. En branding-ekspert udtalte i forbindelse med nyheden, at “Det er ikke discount, der har dræbt Irma. Det er Coop.

Lærernes Indkøbscentral (LIC): En mindre kæde af engrosvarehuse for lærere, undervisere og medlemmer af DJØF med filialer i Herlev og Aarhus. Kæden gik konkurs og butikker lukkede i november 2014.

Obs!: Kæde af lavprisvarehuse, grundlagt af FDB i 1972. I 2002 blev kædens butikker omdannet til Kvickly xtra, som i 2009 lukkede, hvorefter de enkelte filialer blev til almindelige Kvickly-butikker.

Prima: Sjællandsk supermarkedskæde som i 2004 gik sammen med SuperBest.

Selandia: Radio/TV-forhandler, hvis 15 butikker i 1997 blev omdannet til Fredgaard.

Serviceringen: Gik i 2003 sammen med Elkøb og Snehvide under navnet punkt1.

Snehvide: Gik i 2003 sammen med Elkøb og Serviceringen under navnet punkt1.

Stadium: De danske butikker i den svenskejede Stadium-kæde blev 1. oktober 2016 overtaget af den danske kæde Sport24.

SuperBest: Kæde af uafhængige købmænd grundlagt i 1997. I 2014 blev resterne overtaget af norske MENY.

Super Radio: Kæde af elektronik-varehuse stiftet af Fredgaard i 1989. Kædens butikker blev alle overtaget af El-Giganten i 2001.

Tatol / Schous Sæbehus: I den første halvdel af 1900-tallet var dette en af de absolut største butikskæder i landet, med mere end 1000 filialer rundt omkring i Danmark, både i byerne og på landet. Koncernen gik konkurs i 1974 uden nogen samlet videreførsel. Nogle af butikkerne fortsatte under Tatol-brandet, hvor den sidste overlevende forretning var en Tatol-butik i Skals, som lukkede i 2009, da ejeren døde. Andre butikker blev overtaget af den dengang fremadstormende kæde Matas, mens endnu andre blev omdannet til andre formål.

Kender du flere hedengange butikskæder, som enten er helt forsvundet, eller som i en eller anden form lever videre under nye navne? Så send mig et tip, og jeg lægger det på her.