Vælg en side

Da jeg blev færdig på Copenhagen Business School i 2008 mistede jeg samtidig adgangen til mange af de internationale forskningsdatabaser, som studerende og ansatte kunne tilgå via biblioteket. Et stort tab, for selvom jeg ikke længere skulle bruge det i almindeligt studieøjemed, var det alligevel ofte, at det kunne være interessant at læse nogle stærke, faglige artikler på andre af mine interesseområder, f.eks. politisk videnskab, britisk historie eller forfatteren James Boswell. Nu har en af de største tværfaglige forskningsdatabaser, JSTOR, så besluttet sig for at give begrænset, gratis adgang til artikler fra mere end 1.200 tidsskrifter!

Adgangen er en del af JSTORs nye Register & Read program, og selvfølgelig er der en del restriktioner på adgangen. Det er således kun muligt at læse tre forskellige artikler gratis over en løbende 14-dagesperiode, og der er ikke adgang til indhold fra tidsskrifter udgivet indenfor de seneste 3-5 år (afhængigt af hvilket tidsskrift, der er tale om). Men det skulle være et stort skridt i forhold til at imødekomme behovet fra hobbyforskere, og jeg forventer selv at komme jævnligt tilbage til kataloget.

Early Journal Content

Er man interesseret i artikler af mere historisk værdi, med henblik på f.eks. at følge udviklingen indenfor en bestemt videnskabsgren, eller for at læse ældre vurderinger og beskrivelser af historiske personer og begivenheder, har JSTOR siden 2011 givet helt fri adgang til en stor mængde “Early Journal Content”, i alt næsten 500.000 artikler fra over 200 tidsskrifter udgivet frem til 1923 (for tidsskrifter udgivet i USA) og 1870 (for andre tidsskrifter).

Alt i alt er JSTOR en rigtig god database for studerende, forskere og andre med en interesse for såvel nutidig som historisk forskning.

Tilmeld dig JSTOR her.

Kender du til andre lignende databaser med (evt. begrænset) gratis adgang, må du meget gerne skrive det i kommentarerne herunder.