Hvorfor er et maratonløb 42,195 km?

Mange har i deres barndom hørt historien om Pheidippides, der i år 490 f.kr. løb fra byen Marathon til Athen for at give besked om Atheniensernes sejr over en talmæssigt overlegen persisk hær. Maratonløbet er da også opkaldt efter denne begivenhed. Der er bare et problem – afhængigt af ruten, ville turen fra Marathon til Athen være imellem 35 og 40 kilometer og ikke de 42,195 km som der løbes i dag.

Det første maratonløb i nyere tid blev løbet ved de første officielle moderne olympiske lege i Athen i 1896. Ruten var da 40 km lang. Ved efterfølgende lege var ruten 40,26 km (i 1900), 40 km (i 1904) og 41,86 km (ved de såkaldte “olympiske mellemlege” i 1906). Først ved de olympiske lege i London i 1908 blev der løbet de 42,195 km som vi kender i dag.

Den internationale olympiske komité havde i 1907 besluttet, at maratonløbet i 1908 skulle være “omkring 25 mil eller 40 km”, hvilket gav arrangørerne lidt fleksibilitet i forhold til ruten. Kongelige havde dengang – som i dag – en særlig status i den olympiske bevidsthed, og det blev besluttet at lade løbet starte ud for den engelske kongefamilies residens på Windsor Castle vest for London. Det nybyggede olympiske stadion (revet ned i 1985) lå i White City-delen af Shepherds Bush, London, og tjente som naturligt slutpunkt for løbet. Arrangørernes første forslag til rute lå tæt på de ønskede 40 km i længde, men løberne var ikke begejstrede da en del af denne gik over bl.a. brosten og sporvognsbaner på de sidste kilometer ind til stadion.  Ruten blev i stedet fastsat til 26 mil (41,834 km) fra Windsor til stadion, og derefter en runde på 536 meter inde på stadion – i alt altså 42,370 km.

Ifølge planen skulle løberne anvende den såkaldte “kongelige indgang” i løbet ind på stadion. Kort tid før legene blev sat i gang, gik det imidlertid op for arrangørerne, at for det første var den kgl. indgang “hævet”, så kongefamilien lettere kunne stige ind og ud af deres køretøjer – for det andet var der slet ingen direkte vej fra denne indgang til selve løbebanen. Der blev derfor valgt en anden indgang direkte over for den kongelige boks. Gennem anlæggelsen af en særlig “sti” uden for stadion lykkedes det at fastholde afstanden fra Windsor til stadion, men for at fastholde slutpunktet inde på selve stadion og give så mange af tilskuerne som muligt et godt udsyn, blev det besluttet at ændre løberetningen, hvilket betød, at løberne skulle løbe en kortere tur på stadion, helt konkret 352 meter i stedet for de oprindelige 536 meter. I sidste ende endte man med en officiel løbslængde på 42,195 km – en følge af hensyn til kongefamilien og løbernes ønske om ikke at løbe på brosten og sporvognsspor.

Ved de følge olympiske lege varierede løbslængderne igen – 40,2 km i 1912 og 42,75 km i 1920 (legene i 1916 blev aflyst på grund af 1. verdenskrig).  I 1921 tog det internationale atletikforbund (IAAF) så endelig initiativ til at beslutte den officielle længde på et maratonløb en gang for alle – og de valgte at se tilbage til løbet i London i 1908, hvormed længden blev: 42, 195 kilometer.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.