Vælg en side

Endnu engang er det første april, og medierne – og efterhånden også virksomheder og privatpersoner, efterhånden som de sociale netværk tillader en stor udbredelse af den slags – forsøger at overgå hinanden i opfindsomme, overbevisende, underholdende eller rent ud sagt platte “aprilsnar”.

Jeg faldt selv i med begge ben, da jeg som noget af det første i morges så en update fra en tidligere, nu arbejdsløs, kollega, som i nat kl. 3 kunne meddele sine Facebook-venner, at han påbegynder nyt arbejde på torsdag. Jeg like’ede – som flere andre – men efterhånden som jeg vågnede op, og det gik op for mig at 1) næste torsdag er skærtorsdag og 2) den nye stilling er som Chief Public Servicing Secretary i Church of Scientology, begyndte jeg så småt at føle mig aprilsnarret.

Update 2013: Læs om dette års snydehistorier her

Aviserne

Netaviserne har selvfølgelig også været med fra morgenstunden. Ekstrabladets aprilsnar må indtil videre indstilles til prisen som den mest uoriginale og dårligt udførte – den handler om at en tidligere X-factor deltager ved navn Jean Michel skal være ny dommer i programmets næste sæson, samt at jobbet som vært overgår fra populære Lise Rønne til nuværende underholdningsredaktør i DR Jan Lagermand Lundme. For at sætte prikken over i’et og anskueliggøre joke-elementet for selv de mest langsomt opfattende af deres læsere, har de fået indarbejdet musikstudiet “Ranslirpa Trackfactory” i deres historie, hvormed enhver tvivl om, at dette er en joke – og en dårlig én – være manet til jorden.

BT kan oplyse, at DFDS vil omdanne en af dens færger til et flydende lejlighedskompleks der kan fungere som effektivt skattely, i det den vil befinde sig i internationale farvand det meste af tiden. Historien virker næsten plausibel i og med at det også meddeles, at Frederik Fetterlein forventes at være en af de første købere til de nye lejligheder.

Berlingske bringer en velskrevet historie om hvorledes EU’s Kystforvaltning vil pålægge Danmark at få styr på vandreklitten Råbjerg Mile, således at den ikke vandrer uden for de udstukne rammer.

Politiken snød mig indledningsvist, om end jeg havde en nagende mistanke om, at der var ugler i mosen. Deres historie går på at der i dag er lanceret en ny app til Android og iOs, StreetEar, som gør det muligt for uvedkommende aflytte Bluetooth-aktiverede mobilsamtaler indenfor en radius af 20 meter. Artiklen er velskrevet af en som tilsyneladende kender lidt til området, og kammer ikke over, som andre historier har for vane.

Dagens indtil videre sjoveste historie, synes jeg, er bragt i Bornholms Tidende, som kan meddele at byrådet har vedtaget en betalingsring omkring Rønne. Sluttede historien der, var den rimelig banal, men avisen kan videre fortælle, at frigængeren Carl Ilsøe som den eneste stemte imod, da han forsøgte at få opbakning til et “modforslag om, at det kun skal koste penge at køre ud ad Rønne, men ikke ind. – Det kunne hjælpe til, at vi får samlet alt af betydning her i »Bornholms hovedstad«”

Skat tager her den 1. april konsekvensen af en forsinkelse af et nyt motorregistreringssystem, og vil – ifølge Computerworld – fremover gøre det muligt for borgerne at printe deres nummerplader selv.

Politik

Politikere og partier forsøger sig også med snydehistorier denne dag – Liberal Alliance har således meddelt, at der i dag er holdt stiftende generalforsamling i lokalforeningen rummet placeret i den internationale rumstation ISS.

Liberal Alliances Ole Birk Olesen har samtidig meddelt på sin Facebook-side, at han “overvejer at forlade LA’s folketingsgruppe og søge om optagelse i Venstres i stedet. En masse VU’ere har efterhånden fået mig overbevist om, at Søren Pinds Facebook-indsats for spredning af salmevers og hyldest af kongehuset vil gøre Venstre til et liberalt parti igen”.

Jeg blev lidt i tvivl, om der var tale om en aprilsnar da landets udenrigsminister af alle glædestrålende kunne meddele, at han faktisk ikke er i udlandet så ofte, men noget tyder desværre på, at lige præcis den historie er korrekt.

Til gengæld bringer Jobindex et jobopslag som trods alt er for godt til at være sandt: Særlig Senior Rådgiver til lederrolle i Statsministeriet, Departementet for Kommunikation, Adfærd, Orale teorier og Spin (KAOS).

Virksomheder

Som familiefader fandt jeg Just-eat’s blogindlæg denne morgen særlig interessant, da de som noget nyt tilbyder at hente børnene og aflevere dem i hjemmet sammen med aftensmaden. De har naturligvis overvejet, at mange forældre vil være utrygge være at overlade deres børn til vildt fremmede chauffører, men kan betrygge os med at “Just-Eat har nemlig hyret pædagoger med kørekort, og det bliver derfor altid en pædagog, der sidder bag rattet, når børnene skal bringes hjem”

Sport

Indenfor sportens verden kan sporten.dk i dag meddele, at Mikkel Kessler nu er så træt af sin skadede finger, at han er parat til at få den fjernet.

Skriv gerne om andre Aprilsnarer i kommentarerne herunder, hvis du kender til nogle der endnu ikke er nævnt her.