Anmeldelse: “Shakespeare” af Bill Bryson

Jeg lod mig kun friste af ganske få bøger under det årlige januarudsalg i landets boghandlere. Den ene var Bill Brysons forholdsvis korte bog om William Shakespeare med titlen – “Shakespeare”.

Billede af Bill Bryson
Bill Bryson

 

Bryson er kendt for sine populærvidenskabelige titler som f.eks. “En kort historie om næsten alt”, og bogen om Shakespeare er holdt i en lignende stil. Den er kort og hurtigt læst og skrevet i et let og muntert sprog. Forfatterens erklærede mål med bogen er bl.a. at fortælle alt, hvad vi men nogenlunde sikkerhed kan fortælle om personen William Shakespare, samt at sætte det ind i en kontekst. Som afslutning kommer han også ind på nogle af de alternative teorier om, hvem, hvis ikke Shakespeare fra Stratford, der skrev de værker som i dag (og i 1600-tallet) blev tilskrevet ham. Og det må da også konstateres, at den eksisterende “sikre” viden om William Shakespeare er så begrænset, at den i sig selv kunne præsenteres og perspektiveres på mindre end 50 sider. Resten er kontekst og “de alternative teorier”, og bogen er alt i alt på lige under 200 sider.

Det fungerer ok, og er sikkert velegnet for de, som kun kender til Shakespeare af navn og måske har set nogle af hans stykker. Har man i forvejen læst andre bøger om ham, eller er man interesseret i mere dybdegående analyser og historiske detaljer, er denne bog næppe tilstrækkelig

Nogle af de, for mig, mest interessante passager i bogen er dér, hvor Bryson beskriver problemerne med at finde ud af, hvordan f.eks. Hamlet og Kong Lear (men for så vidt også alle Shakespeares andre stykker) faktisk så ud, da de blev forfattet og opført af Shakespeare og den trup, han var en del af. Flere af Shakespeares stykker kendes i forskellige udgaver fra forskellige forlæggere i perioden fra ca. 1600 til 1630. Således er enkelte scener markant ændrede fra udgave til udgave, replikker er tilføjet eller slettet og selve scenernes rækkefølge ændret. Sidstnævnte er tilfældet med Hamlet, hvor titelrollens berømte monolog faktisk synes at virke bedre, der hvor den er placeret i et af de første kendte tryk af stykket, som i øvrigt bliver betraget som værende af dårlig kvalitet generelt, sammenlignet med senere udgaver, hvor monologen er placeret, der hvor vi kender den i dag.

Et andet eksempel er Kong Lear, som kendes i to udgaver, der på flere punkter er så forskellige, at nogle Shakespeare-forskere i praksis betragter dem som to enkeltstående skuespil – således indeholder de hver især scener som kun findes i en af udgaverne, og replikker som er fælles i dem begge tilskrives forskellige personer, hvilket igen ændrer karakteren af stykket.

Portræt af Philip Massinger
Philip Massinger

 

Nogle steder benytter Bryson sig af retoriske stramninger og nærmest sensationalistisk sprog, hvilket er lidt af et irritationsmoment. Eksempelvis står der, at “[George] Fletcher døde af pest i 1625, og blev begravet sammen med – bogstavelig talt sammen med – sin forfatterkollega og undertiden samarbejdspartner [Philip] Massinger.” Da jeg læste det, blev min nysgerrighed vakt, for hvad skete der siden Fletcher og Massinger “bogstavelig talt” blev begravet sammen? Døde de sammen i en ulykke, eller af en af 1600-tallets mange epidemier? Nej – Massinger døde først femten år efter sin ven Fletcher – i 1640 – men blev ganske rigtigt stedt til hvile i samme grav som ham. Senere omtales Shakespeares skuespiller-kolleager og medejere af King’s Men, John Heminges og Henry Condell, som noget nær litteraturhistoriens største helte, blot fordi de besluttede sig for at samle Shakespeares værker i den berømte folio-udgave, som udkom i 1623. Der er ingen tvivl om, at den første folio-udgave i dag betragtes som uvurderlig og som en af litteratur- og teaterhistoriens vigtigste udgivelser, men derfra og så til at beskrive redaktørerne som helte….

Bogens sidste kapitel handler om de alternative kandidater til Shakespeares forfatterskab, et emne jeg skrev om i et nyligt blog-indlæg. Bryson giver i bogen et kort overblik over de kendteste – ellers mest bemærkelsesværdige – kandidater, som han naturligvis affærdiger på sædvanlig sarkastisk vis. Om Mary Sidney skriver han således, at hun afgjort er en “tiltrækkende kandidat” af en række årsager, men at “det eneste der mangler for at forbinde hende med Shakespeare, er noget som helst der forbinder hende med Shakespeare.”

Om Kandidaten Edward de Vere (Jarl af Oxford), som døde i 1604, skriver han, “og endnu bedre, så forudså jarlen af Oxford yderligere sin egen død og efterlod sig et lager af værker der var tilstrækkeligt stort til at holde strømmen af nye skuespil i gang med uændret fart indtil Shakespeare selv var parat til at dø en halv snes år senere. Se det er genialt.”

Bogen er ikke den bedste, jeg har læst om Shakespeare, men den er letlæst, hurtig og moderat underholdende, og som så mange andre bøger af samme populærhistoriske karakter, er dens primære eksistensberettigelse, at den kan vække læserens nysgerrighed i forhold til emner og personer, som man så efterfølgende kan gå i dybden med i værker af større faglig kvalitet. Men til prisen 39,95 på bogudsalg, var den vel investeringen værd.

En tanke om “Anmeldelse: “Shakespeare” af Bill Bryson

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.