En juli-dag i 1937 forsvandt en af datidens helt store mediepersonligheder, piloten Amelia Earhart, sammen med sin navigatør, Fred Noonan, på vej tværs over stillehavet i deres lille Lockheed Electra 10E fly. Earhart var en berømthed, der i 1932 blev den første kvinde som fløj solo over atlanten – en bedrift for hvilken hun som den første kvinde i historien modtog det amerikanske Distinguished Flying Cross.

Den skæbnesvangre dag i 1937 var hun med sin navigatør på en af de sidste etaper af deres verdensomflyvning, en begivenhed som havde stor international mediebevågenhed, og som bl.a. blev støttet aktivt undervejs af amerikanske flådefartøjer. Dagens etape gik fra Lae på New Guinea til den lille atol Howland Island, midt ude i Stillehavet – en flyvetur på ca 4.113 km.

Flådekutteren USCGC Itasca lå klar ved Howland Island (en ø på kun 1.8km²), umiddelbart nord for ækvator og cirka 3.100 km sydvest for Honolulu, Hawaii. Deres opgave var at lave signaler til Earhart og Noonan så de kunne spotte den lillebitte atol midt ude i det store ocean, hvor de efter planen skulle lande på en intermistisk landingsbane. Itasca modtog radiosignaler fra flyet omkring den forventede tid – men flyet dukkede aldrig op – sømændene kunne ikke se det på himlen, og ifølge radiostransmissionerne kunne besætningen på flyet heller ikke se hverken Howland Island, Itasca eller de røgsignaler, som skibet efter planen skulle sende op, så de kunne ses på stor afstand. Mærkværdigvis tydede analyse af radiosignalernes styrke på, at flyet med Earhart og Noonan på et tidspunkt var ganske tæt på Howland Island, hvorefter signalerne igen blev svagere – til de til sidst forsvandt.

Umiddelbart er der intet utroligt eller mærkværdigt i at et lille fly – i 1937 – som kommer i vanskeligheder, kan forsvinde sporløst i så gigantisk et område som Stillehavet, uanset hvor god pilot og navigatør så er. Men “mysteriet” om Amelia Earharts forsvinden har alligevel fyldt i amerikanernes bevidsthed lige siden – i den populære komedieserie “Venner” fortæller palæontologen Ross således om, at han vil bruge en mulig lotterigevinst på en “Dinosaur/Amelia Earhart theme park”, og at hun “forsvandt op i den blå luft”.

Mere og mindre realistiske teorier er i tidens løb blevet præsenteret i bøger, artikler, på hjemmesider, med videre. Var hun amerikanske agent, som styrtede ned og blev taget til fange af Japanerne på øen Saipan, hvor hun senere døde (enten under krigen eller i en fremskreden alder i 1980erne)? Valgte hun selv at forsvinde for at undgå den medieopmærksomhed, hun ellers havde efterstræbt i årene op til? Ellers styrtede hun simpelthen bare ned midt ude i det store, øde ocean – således som den officielle amerikanske undersøgelse konkluderede?

Det mest realistiske alternativ til, at flyet skulle være styrtet ned midt ude i oceanet, må være, at Earhart og Noonan til sidst spottede en Stillehavets mange små, men meget, meget øde øer, som de forsøgte at lande på/ved. Her overlevede de måske en kort periode indtil de døde af sult, sygdom eller skader, de havde pådraget sig ved landingen.

Denne sidste teori er baggrunden for meget af det arbejde, som den uafhængige forskningsorganisation TIGHAR (The International Group for Historic Aircraft Recovery). Deres seneste fund nåede forleden selv de danske mainstream medier (JP og BT), som fortalte om, hvordan TIGHAR mener at have fundet Earhart’s jordiske rester på den øde ø Nikumaroro (tidl. Gardner Island). TIGHAR har i år for tiende gang haft en ekspedition på øen i håbet om at få bekræftet deres teori om, at det var her, Earhart, Noonan og deres lille Lockheed Electra endte sine dage, og nu mener de altså endelig at have fundet en fingerknogle, som kunne være hendes, samt rester af bl.a. sko og andre ting, som Earhart og Noonan meget vel kunne have medbragt. Intet er dog sikkert endnu, for mens øen i 1937 ganske rigtigt var ubeboet, var den forsøgt koloniseret i perioden fra 1892 til 1916 som kokosnød-plantage, og i 1929 gik skibet SS Norwich på grund, hvorefter de 24 overlevende sømænd tilbragte flere dage på øen før de blev reddet. Øen var også beboet mere eller mindre permanent fra 1938 indtil 1965, og havde en befolkning på godt 100 mennesker i 1950erne. Med det i baghovedet kan det undre, at de formodede rester af Earhart og Noonan, og f.eks vragdele fra deres fly, ikke tidligere er blevet opdaget – ligesom der ser ud til at være rig mulighed for, at de artefakter, der nu er blevet fundet, i princippet kan stamme fra andre skibbrudne eller kolonister.

Mine betænkeligheder uanset, har TIGHAR faktisk en omfattende hjemmeside med store mængder autentisk dokumentation og kilder tilbage fra den oprindelige eftersøgning i 1930erne, senere avisartikler, interviews med implicerede personer, officielle dokumenter, m.v.  De har også skrevet rapporter og lagt billeder op fra deres mange ekspeditioner til særligt Nikumaroro. Vil du læse mere om Amelia Earharts sidste flyvetur, og de mange teorier om hendes forsvinden, er den ikke noget dårligt sted at starte.